Tænkning i flere dimensioner

Min overbevisning er, at vi mennesker er skabt til at tænke i 3½ D. Vi forstår den rummelige verden med de bevægelser vi foretager os i den (lodret, vandret og i dybden). F.eks. er de fleste af os i stand til at navigere fra et lokale i et højhus på en bestemt etage, til et andet lokale på en anden etage. Tiden som den fjerde dimension, er vi lidt mere på herrens mark. Vi kan forestille os, at gå tilbage i tiden og så gå frem igen. Vi opfatter altså tiden som en slags linje, man kan vandre på. Men forestil dig nu, at du kunne tage tilbage i tiden og fjerne grundlaget for at din far og mor mødte hinanden og fik dig (her tænker jeg på filmen “Tilbage til fremtiden”. Fed film forresten). Ville din eksistens så være tilstede? Ville du blot forsvinde? Jamen så ville ingen jo netop forhindre din far og mor mødtes, og så ville grundlaget alligevel være tilstede. Bare at tænke denne situation igennem giver mig hovedpine og jeg fatter ikke en pind, og det skal jeg nok ikke. Den fulde dimension af tiden, ser vi ikke, og vi er ikke skabt til at forstå den. Kun halvvejs. Derfor 3½ D.

aphidsForestil dig nu en bladlus, som kravler rundt på et blad. Den behøver vist ikke at bekymre sig om tiden. Og rummet? Tja, den fornemmer vel kun den flade den kravler rundt på, og har en ide om op og ned, altså den tænker måske kun i 2½ D. Jeg har ikke lige interviewet en bladlus, da vi ikke taler fælles sprog :-) så denne påstand har jeg ikke kunnet dokumentere, men leg alligevel med på ideen. Så når bladlusen render rundt om et blad, og tror, at det er hele verdenen, kan vi mennesker kun smile af den. Vi ved bedre, eller gør vi? Mon ikke der er et eller andet væsen, der sidder i en anden verden og smiler af os, fordi vi tror vi ved alt?